Min mors død / overgang

En mandag i februar (2015, red.) døde min søde meget elskede Mor kl.17.25, hun døde i sin egen seng herhjemme med børn, pelsbørn og børnebørn omkring sig og til at holde sig i hænderne og kysse hende. Vi elskede hende så umådelig meget, hun gav så meget kærlighed ud, hun lavede spas og sjov mens vi og børnebørn var små, hun var med på den værste bare det var sjovt og hun døde 86 år og orkede ikke rigtig mere, men døde som hun rigtig gerne ville.


Hun var flyttet ind i en af mine lejligheder her på Æbleblomst Gård, og var heldigvis også lykkelig i hele dette 1 ½ år, og havde en rigtig dejlig sommer, hvor hun nød varmen. Hun blev desværre mere og mere skidtmads, men hun ventede helt klart på, at min niece skulle komme retur fra Australien, hvor de var og besøge hendes mands forældre i næsten en måned. Hun faldt om søndagen, og så var det på sin plads for hende at rykke videre til sit næste liv.


Det var umådeligt meget smukt og fint, plus at det en vidunderlig skøn solrig dag med høj himmel at dø på. Inden børnebørn kom, rakte hun direkte op mod loftet (hun havde ikke kunne røre sig siden dagen før). Min søde Far stod klar til at hente hende. Tænker han sagde: ”Kom så Lis!! Nu har jeg sgu ventet 20 år”... Men hun ville vente, til alle var her, og da næsten alle var her rakte hun op med begge hænder, og sagde sikkert: ”Ja, ja, jeg er klar om lidt.”


Der kom verdens sødeste sygeplejerske, som gav hende ganske lidt angstdæmpende og morfin, for vi var nervøse for, at hun skulle ligge med smerter. Den sygeplejerske var så utrolig kærlig og omsorgsfuld, tak til dig....


Der gik ikke længe, og så stoppede hun med at leve her på Moder Jord.... Det var både meget sørgeligt og fortvivlende, men også rigtig godt, for vi må tænke på Mor og ikke på os selv, vores Mor var skøn og smuk, billedskøn som ung, faktisk i hele sit liv, og her til sidst yndig og sød inden hun blev så tynd for hun stoppede lige så stille med at spise og drikke, men selv i døden er hun smuk, hun var sådan en god og sød Mor - hun blev 86 år.


Jeg elsker hende meget højt og hun lærte mig så fine og dejlige værdi- sæt i livet, at elske naturen og træerne skønhed, vise dyrene respekt, og det at elske inderligt, min kærlighed strømmer ud i stride strømme til Moder Jord, til de væsner som er omkring mig, til og i min kunst, og til dig som læser det her.


Jeg var så umådelig fortvivlet da hun døde, jeg sov ikke i flere dage, græd meget, men så kom roen præcis 3 dage efter for Bonnie skrev disse helt rigtige ord til mig og det gav mig dyb og inderlig ro, mindede mig om at jeg jo godt ved at dette liv blot er noget midlertidig, og der er noget bagefter ....


Tak til min søde gummidatter Michella Christensen for de her ord, de passer helt præcis på min Mor: ”Som man siger - så har himlen fået endnu en smuk stjerne”.


Mor blev bisat i Farum Kirke med den vise præst Asser Skude, som også bisatte Torben Kaufmann. Min søster og jeg besluttede at male kisten selv, og at Mor skal ligge her på Æbleblomst Gård under et birketræ i granplantagen. Jeg besluttede at have Mor liggende i sit soveværelse (der skulle bare være koldt, fortalte bededamerne), til kisten var klar. Det var en forløsende og smuk proces, som jo er ganske almindelig i andre lande, for så kunne vi gå ind og tale med hende. I de næsten 20 år Farmand har været død, har jeg mærket ham, og Mor strøg mig også over kinden den første nat, det var så smukt, ER så smukt....

Didje

På gensyn
Didje, min kære 16 årige hund, tænk sig at hun har været hos mig i 16 år, det er jo et helt liv, og omregnet er hun over 100 år. Didje har haft en meget stor livsopgave med mig, nemlig at lærer mig at elske ubetinget... hun var en stor mester


Den 23. dec 2006 gik Didje så videre til hundehimlen, til den næste dimension, der var og er sorg i mit hjerte, men jeg ved hun har det godt, for da dyrlæge Peter Rosenlund fra Vangede Dyreklinik kom hjem til os, søgte hun ham. Jeg havde sagt til mig selv, at hvis hun var dårlig i mere end 3 dage, så ville jeg ringe efter dyrlægen. Hun var skidt i de 3 dage og om natten var det rigtig slemt, jeg var oppe hele natten hvor jeg forklare-de hende, at nu var tiden til at give slip på dette gamle hylster som havde tjent hende så godt, og jeg sagde tak for alt det, hun havde lært mig, og hun trygt kunne drage afsted...


Jeg talte til min Far, som har været død i 10 år, og tit kommer og besøger mig, hvilket gør mig glad og tryg, om han ville være sød at tage imod hende.


Alt var parat også hende selv, for som sagt søgte hun tydeligt Peter, vi var begge rørte, for som Peter sagde “hun er så stor en personlighed med det smukkeste hjerte og sind og lige meget hvor hun kom, gjorde hun stort indtryk” og at jeg skulle glæde mig over de 16½ år for sådanne en hund var yderst sjældent at være ledsager med og jeg nok aldrig ville få en hund med de kvaliteter igen, og at han jo så mange mange hunde hver dag, og havde aldrig mødt en som Didje......og hun kun holdt sig i live pga mig, så jeg skulle give slip.....


Det gjorde jeg... han gav hende først en let bedøvelse nede i stuen og så futtede vi alle 3 op i soveværelset, hvor jeg lagde hende på sengen og han gav hende den sidste dødssprøjte og inden han havde tømt den, sukkede hun inderligt, og drog afsted. Jeg tændte lys, røgelse og lagde blomster, og efter noget tid ned i hendes kurv, så kom min Mor og sagde på gensyn til hende.

Arancha

Min største inspirationskilde er min hest og naturen. Arancha er hendes navn, og hun kom til mig i år 2000, hun havde været gennem meget triste oplevelser i sit liv og havde helt tydeligt følt sig i vejen, til overs, og misrøgtet på flere planer, og havde nok prøvet at “råbe” op men da hun har vist sig at være en meget sensibel og speciel hest, var det slet ikke en option for hende, så hun sank ind i sig selv og lukkede alt ude, hun var faktisk helt slukket og mælkehvid i øjnene da hun kom til mig, hun lå altid ned på folden, og først ville jeg slet ikke have hende og hun ville ikke mig...


For jeg skulle jo bl.a. til New York, havde allerede på det tidspunkt mit atelier derover og skulle på udstilling, gallerier, mærke byen og dens spændende indbyggere... men søde Sanne som nu er min veninde blev ved ” jo det er lige noget for dig og du for hende ” og til sidst sagde jeg ja, hesten og jeg gloede lidt på hinanden og jeg tror at hver især tænkte ” suuuk!!”


Nå men efter noget tid, og mange rejser til NY - tænkte jeg ”nu må jeg gå i gang med det her projekt” og da jeg jo ikke går ind i noget med ½ hjerte, for så lever jeg jo ligesom ikke, jeg føler at jeg ikke kan leve ½ så hellere sige nej tak...


Men hun kom til hømopater, kiropraktor, massør og healer, og ikke mindst cranio sakral terapeut som også talte med hende... og i dag er hun blevet meget smuk og fin, hun er normalt glad i låget, bevæger sig smukt og glidende, og selv om hun som andre misrøgtede væsner, tager sig en nedtur en gang imellem, og glider tilbage i det grumme, og sommeren 2007 har hun været igennem en omgang hvor hun faktisk tabte hele sin man, men er på ret køl, bl.a pga. min ridning som er en blanding af anatomisk – akademisk og klassisk dressur, men krydret med skønne lange ture i skoven og Dyrhaven og ikke mindst rigtig meget daglig liv på store folde med andre heste.......et rigtig heste liv, og det skønne er, at hun kommer når jeg kalder på hende selv om hun er i et rigtig heste liv...


Der er heldigvis længere og længere imellem at hun har brug for en ommer, hun bibringer meget glæde, kærlighed og oplevelser i mit liv.